SEGES Vejledninger

Søg i alle kategorier eller vælg en enkelt kategori i listen

    Beklager, vi kan ikke finde nogen relevante vejledninger til dig.

    Kontakt os via formularen med dine spørgsmål, så vender vil tilbage til dig med en løsning.


    ESGreenTool Climate - Ægmodul

    Denne vejledning hjælper dig med at registrere CHR-numre, stalde, hold, foder, energi, strøelse, resultater og scenarier i ESGreenTool Climate: Ægmodul. Du kan bruge vejledningen som en trinvis hjælp, når du opretter data fra bunden og skal forstå, hvord

    Arbejdsgangen i seks trin:

    • Start med at oprette CHR-nummer, før du opretter stalde og hold
    • Opret staldene under det relevante CHR-nummer
    • Opret derefter de hold, der hører til stalden
    • Udfyld oplysningerne på fanerne Stald og dyr, Foder samt Energi og strøelse
    • Gennemgå resultaterne, når alle relevante oplysninger er indtastet
    • Brug scenarier, hvis du vil afprøve ændringer uden at ændre i Årets drift.

    Kom godt i gang

    Når du logger ind på ESGreenTool Climate med dit AgroID, kommer du først ind på produktionsgrenen Marker. Hvis du har marker i Mark Online, kan du se disse her.

    Skift til ægmodulet ved at klikke på knappen ’Æg’ i venstremenuen. Figur 1

    Figur 2 viser det fulde skærmbillede – hvis du ikke kan se knappen ’Hjælp mig i gang’ i højre side, skal du zoome ud (Ctrl + minustast) indtil den dukker op. Under ’Hjælp mig i gang’ finder du diverse informationer om programmet og klimaberegninger.

     Figur 2

    Tilføj CHR

    I ægmodulet i ESGreenTool Climate overføres der ikke data fra andre systemer. CHR-numre, stalde og hold registreres fra bunden af.

    Start med at gå ind på det årstal, du ønsker at registrere data for – det er underordnet om du vælger indsættelsesåret eller udsættelsesåret. Sørg for at vælge ’Æg’ under ’Produktion’. Herefter opretter du dét eller de CHR-numre, som findes på bedriften, ved at klikke på knappen ’Opret og rediger CHR-numre’ (se figur 3).

    Figur 3

    Når du har klikket på knappen ’Opret og rediger CHR-numre’, får du en dialogboks frem. Her skal du først trykke på det store plus-ikon, hvorefter du skal udfylde CHR-nummer, samt angive et navn, hvis du vil. Du kan tilføje flere CHR-numre ved igen at trykke på plus-ikonet.

    Når alle CHR-numre er indtastet, trykker du på ’Gem’.

    Du kan altid tilføje flere CHR-numre, slette eller redigere nummer/navn, ved at trykke på den blå knap ’Opret og rediger CHR-numre’.

    Vigtigt: Hvis du redigerer navn eller nummer bliver det kun ændret for det årstal du står på.

    Figur 4

    Tilføj stald

    Når CHR-nummeret er oprettet, fremgår det nu på denne måde:

     

     Figur 5

    Du skal nu klikke på knappen ’Tilføj stald’.

    Herefter får du en dialogboks frem, hvor du skal indtaste navnet på stalden – dette er obligatorisk. For overblikkets skyld anbefales at anvende husnr. som navn på stalden. Klik på ’Opret’.

    Figur 6

    Når stalden er tilføjet, fremgår den under CHR-nummeret. Findes der flere stalde på CHR-nummeret, gentages ovenstående:

     

    Figur 7

    Hvis du har brug for enten at redigere staldnavnet eller slette stalden helt fra CHR-nummeret, så kan du finde disse funktioner via de tre prikker vist i figur 8.

    Hvis du redigerer staldnavn, slår det kun igennem på det år, du står på.

    Vigtigt: Hvis du sletter stalden, vil alle hold der er tilføjet stalden blive slettet – hvilket slår igennem på de årstal, som holdene strækker sig over. Dvs. hvis du sletter en stald i år 2025, som har et hold der løber fra 2024-2026, så kan dette hold ikke længere findes på år 2024, 2025 og 2026. Selve stalden er dog kun slettet på år 2025, og kan derfor stadig ses i 2024 og 2026, men nu uden holdet hvor levetid inkluderede år 2025.

    Figur 8 

    Tilføj hold

    Tryk på knappen ’Tilføj hold’ inde i ”staldboksen” (se figur 7). Du skal nu angive nogle basisoplysninger for holdet – se figur 9. Disse oplysninger er obligatoriske for at kunne oprette holdet, men kan redigeres efterfølgende.

    Figur 9

    Det anbefales at navngive holdet med samme Holdnr. som i E-kontrollen, hvis du anvender denne.

    Feltet ’Hønerne indsat’ er datoen for indsættelse af hønniker. Indsat- og udsatdato sørger for at holdet, stalden og CHR-nr. bliver oprettet på de relevante årstal. Derfor er det også nødvendigt at alle de årstal, som holdet strækker sig over, er oprettet i årstalslisten i menuen til venstre, ellers får du en fejlbesked og holdet kan ikke oprettes.

    Når du har valgt Driftsform, får du de relevante valgmuligheder frem ved ’Staldtype med gødningshåndtering’. Det er pt. ikke muligt at angive, hvor ofte man muger ud i stalden. Der findes kun dokumenterede data for effekten ved 2-3 ugentlige udmugninger, og derfor foretages beregningerne ud fra dette.

    Gem oplysningerne ved at trykke på ’Opret’.

    Holdet er nu tilføjet og du ser tre faner:

    • Stald og dyr
    • Foder
    • Energi og strøelse.

    Figur 10 

    Indtast oplysninger for holdet

    Oplysningerne vedrørende de tre faner (Stald og dyr, Foder og Energi og strøelse) skal nu indtastes. Det er underordnet, hvilket årstal du står på, når du redigerer holdoplysningerne, da indtastningerne slår igennem på tværs af de årstal holdet lever.

    Hvis du taster oplysninger ind på et uafsluttet hold, kan du indtaste de forventede værdier. Når holdet afsluttes, kan du redigere værdierne til de faktiske, så beregningerne bliver så nøjagtige som muligt.

    Mange af oplysningerne kan du finde i holdrapporten for det konkrete hold i E-kontrollen. Disse oplysninger er markeret med en stjerne i tabellen herunder, hvor indtastningsfelterne gennemgås. Udskriv holdrapporten fra E-kontrollen, så har du næsten alle tallene lige ved hånden.

    OBS: Det er en god ide at læse, hvad der står i infoikonerne.

    Hold musen hen over ikonet, og teksten bliver vist: 

    Når du har indtastet en værdi i et felt, får du i bunden af skærmen et par sekunder efter, vist en bekræftelse på, at dine data er gemt:

    Hvis denne besked ikke fremkommer, så er der ikke forbindelse til serveren – prøv at opdatere siden (Ctrl + F5).

    Nedenstående tabel viser fanerne (Stald og dyr, Foder og Energi og strøelse) med de tilhørende indtastningsfelter. Den sidste kolonne i skemaet angiver en vejledning til hvert af de felter, der skal indtastes. 

    Fane

    Indtastningsfelt

    Vejledning

    Stald og dyr

    Antal indkøbte/indsatte hønniker

    Hvor mange hønniker blev indsat på indsættelsesdatoen. E-kontrollens holdrapport viser et tal for antal høner ved start af 21. uge. Det er ikke det tal, du skal bruge i

    ESGreenTool (medmindre du først indsatte hønerne ved start af 21. uge og ikke ved fx 18. leveuge)

    Stald og dyr

    Dødelighed for holdet *

    Hvor mange pct. af de indsatte hønniker dør inden holdet udsættes. Svarer til feltet ’Dødelighed i pct. af indsatte’ i E-kontrollens holdrapport.

    Stald og dyr

    Klimaaftryk for hønniken uden dLUC

    ESGreenTool indsætter en standardværdi afhængig af om driftsformen er konventionel eller økologisk. Denne værdi kan du overskrive, hvis du har en anden værdi for dine hønniker.

    Normerne for hønniker er beregnet ved en alder på 17 uger (119 dage):

    • Konventionel produktion uden dLUC: 4,07
    • Økologisk produktion uden dLUC: 4,75

    Stald og dyr

    Klimaaftryk for hønniken med dLUC

    ESGreenTool indsætter en standardværdi afhængig af om driftsformen er konventionel eller økologisk. Denne værdi kan du overskrive, hvis du har en anden værdi for dine hønniker.

    Normerne for hønniker er beregnet ved en alder på 17 uger (119 dage):

    • Konventionel produktion med dLUC: 5,23
    • Økologisk produktion med dLUC: 5,7

    Stald og dyr

    Antal indsamlede æg pr. indsat høne *

    Antal æg produceret pr. høne i hele produktionsperioden (inkl. ægpakkeri, stalddørssalg og industri).

    Stald og dyr

    Ægvægt, gns. for alle æg*

    Gennemsnitsvægt for æg produceret i perioden.

    Stald og dyr

    Gennemsnitspris pr. æg *

    Svarer til feltet ’Konsumæg, kr pr stk’ i E-kontrollens holdrapport.

    Pris for æg og slagtehøner anvendes til en økonomisk allokering af klimaaftryk mellem æg og slagtehøner. Som udgangspunkt lægges alt CO2-aftryk på primærproduktet (ægget). Dvs. ægget tillægges alt lige fra anskaffelse, fodring, pasning, gødningshåndtering og bortskaffelse af hønen. Men hvis udsætterhønen udgør et værdifuldt biprodukt, kan en del af klimaaftrykket lægges over på udsætterhønen.

    Hvis udsætterhønen efter fradrag af indfangningsudgift har en negativ værdi, øges klimaaftrykket ikke pr. kg æg, fordi effekten allerede er indregnet i klimaftrykket pr. kg æg.   

    Stald og dyr

    Samlet kg høner leveret til slagtning til konsum

    Angiv hvor mange kg høner fra holdet der er leveret til slagtning til konsum. Denne mængde oplyses ofte på slagterapporterne fra slagteriet.

    Høner leveret til andet end konsum – dvs. fx til Daka eller biochick – skal ikke registreres.

    Stald og dyr

    Gennemsnitspris for slagtehøner til konsum

    Oplys den gennemsnitlige pris for 1 kg slagtehøne.

    Hvis værdien er positiv, korrigerer ESGreenTool produktaftrykket for 1 kg æg ud fra en økonomisk allokering. Dvs. CO2e-aftrykket fordeles i henhold til forholdet mellem værdi af kg æg og kg slagtehøne (evt. udgift til indfangning af udsætterhøner fratrækkes for at få hønens reelle slagteværdi).

    Stald og dyr

    Gødningsandel kørt i gødningshus *

    Svarer til feltet ’Gødningsandel i markstak, pct’ i E-kontrollens holdrapport.

    Gødningsandelen kørt i gødningshus påvirker mængden af klimagasser fra lageret. Derfor skal andelen justeres, hvis alt eller en delmængde af gødningen i stedet køres til biogas eller direkte ud på marken.

    Gødning kørt til biogas eller direkte ud på marken, kan pt. ikke registreres, da det endnu ikke er muligt at regne på klimagevinsten af at afgasse gødning.

    Marken påvirkes ikke af indtastningen - husk derfor selv at angive mængden af forbrugt husdyrgødning på markerne.

    Stald og dyr

    Fast låg på gylletank?

    Værdien står som standard til Nej, så husk at ændre denne til Ja, hvis gylletanken har fast låg.

    Foder

    Forbrugt æglæggerfoder pr. høne i hele holdets produktionsperiode

    (skal ikke indtastes)

    Dette er ikke et indtastningsfelt men et beregnet felt ud fra antal indsatte hønniker og forbrugt fuldfoder, tilskudsfoder, skaller og korn.

    Da feltet automatisk beregner en værdi ud fra fodermængder, kan du bruge det til at kontrollere om dine indtastninger er korrekte. Derudover kan du sammenligne med feltet ’Foder, kg i alt pr indsat høne beregnet fra indsættelsesdatoen’ i E-kontrollens holdrapport.

    Grovfoder indgår ikke i denne beregning. 

    Foder

    Fuldfoderforbrug i alt til holdet *

    Oplys enten mængden af fuldfoder forbrugt i alt, eller oplys den samlede mængde af fuldfoder og tilskudsfoder som E-kontrollens holdrapport summerer i feltet ’Foderforbrug (indkøbt fuldfoder og tilskudsfoder), kg total’.

    Foder

    Tilskudsfoderforbrug i alt til holdet

    Hvis du har opdelt dine fodermængder i fuldfoder og tilskudsfoder, oplyser du her mængden af tilskudsfoder forbrugt. Hvis du kun har en samlet mængde, anvendes kun feltet ovenfor.

    Foder

    Forbrugte skaller i alt til holdet *

    Svarer til feltet ’Skaller, kg total’ i E-kontrollens holdrapport.

    Foder

    Kornforbrug i alt til holdet *

    Den totale mængde af egenproduceret og indkøbt korn. Korn dækker over både korn, raps, frø og bælgplanter. Svarer til feltet ’Hel korn, kg total’ i E-kontrollens holdrapport.

    Foder

    Heraf indkøbt korn

    Her indtastes hvor meget af det forbrugte korn, der er indkøbt. Det er vigtigt at registrere, hvis noget af kornet er indkøbt, da udledningen fra egenproduceret korn trækkes fra i æggenes bedriftsaftryk (scope 3), og i stedet tilskrives marken.

    Foder

    Grovfoderforbrug i alt til holdet *

    Svarer til feltet ’Grovfoder, kg total’ i E-kontrollens holdrapport.

    Foder

    Fuldfoderets klimaværdi uden dLUC *

    Du kan se fuldfoderets værdier med og uden dLUC på foderstofleverandørens recept, eller du kan indtaste din foderblanding i www.klimafoderdatabase.dk/, og herefter indtaste værdierne med og uden dLUC (inkl. humus) i ESGreenTool.

    Hvis du under ’Fuldfoderforbrug i alt til holdet’ har anvendt den totale mængde af fuldfoder og tilskudsfoder beregnet af E-kontrollen, kan du i dette felt ligeledes benytte den beregnede klimaværdi fra holdrapportens ’kg CO2e/kg foder uden LUC’.

    Foder

    Fuldfoderets klimaværdi med dLUC *

    Du kan se fuldfoderets værdier med og uden dLUC på foderstofleverandørens recept, eller du kan indtaste din foderblanding i www.klimafoderdatabase.dk/, og herefter indtaste værdierne med og uden dLUC (inkl. humus) i ESGreenTool.

    Hvis du under ’Fuldfoderforbrug i alt til holdet’ har anvendt den totale mængde af fuldfoder og tilskudsfoder beregnet af E-kontrollen, kan du i dette felt ligeledes benytte den beregnede klimaværdi fra holdrapportens ’kg CO2e/kg foder med LUC’.

    Foder

    Tilskudsfoderets klimaværdi uden dLUC

    Du kan se tilskudsfoderets værdier med og uden dLUC på foderstofleverandørens recept, eller du kan indtaste din foderblanding i www.klimafoderdatabase.dk/, og herefter indtaste værdierne med og uden dLUC (inkl. humus) i ESGreenTool.

    Hvis du under ’Fuldfoderforbrug i alt til holdet’ har anvendt den totale mængde af fuldfoder og tilskudsfoder beregnet af E-kontrollen, bruges dette felt ikke.

    Foder

    Tilskudsfoderets klimaværdi med dLUC

    Du kan se tilskudsfoderets værdier med og uden dLUC på foderstofleverandørens recept, eller du kan indtaste din foderblanding i www.klimafoderdatabase.dk/, og herefter indtaste værdierne med og uden dLUC (inkl. humus) i ESGreenTool.

    Hvis du under ’Fuldfoderforbrug i alt til holdet’ har anvendt den totale mængde af fuldfoder og tilskudsfoder beregnet af E-kontrollen, bruges dette felt ikke.

    Foder

    Skallernes klimaværdi uden dLUC

    GWP-værdi for skaller på 0,41 kg CO2e/kg er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi oplyst af din leverandør.

    Foder

    Skallernes klimaværdi med dLUC

    GWP-værdi for skaller på 0,41 kg CO2e/kg er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi oplyst af din leverandør.

    Foder

    Egenproduceret korns klimaværdi uden dLUC

    GWP-værdien 0,515 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi for dit korn.

    Foder

    Egenproduceret korns klimaværdi med dLUC

    GWP-værdien 0,516 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi for dit korn.

    Foder

    Indkøbt korns klimaværdi uden dLUC

    GWP-værdien 0,515 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi oplyst af din leverandør.

    Foder

    Indkøbt korns klimaværdi med dLUC

    GWP-værdien 0,516 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi oplyst af din leverandør.

    Foder

    Grovfoderets klimaværdi uden dLUC

    GWP-værdien 0,515 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi for grovfoderet.

    Foder

    Grovfoderets klimaværdi med dLUC

    GWP-værdien 0,516 kg CO2e/kg, som er beregnet af SEGES Innovation, er indsat som standard. Du kan overskrive værdien, hvis du har en anden værdi for grovfoderet.

    Energi og strøelse

    Total elforbrug til holdet *

    Svarer til feltet ’Total elforbrug, kWh’ i E-kontrollens holdrapport.

    Energi og strøelse

    Heraf egenproduktion af el til holdet *

    Svarer til feltet ’Heraf egenproduktion af el, kWh’ i E-kontrollens holdrapport.

    Energi og strøelse

    Olieforbrug

    Hvor mange liter olie er brugt til opvarmning.

    Energi og strøelse

    Naturgas

    Hvor mange normalkubikmeter er brugt til opvarmning. Hvis der anvendes flaskegas, kan du finde en omregnings-vejledning under ’Hjælp mig i gang’.

    Energi og strøelse

    Halm til afbrænding

    Hvor mange ton halm er anvendt til opvarmning.

    Energi og strøelse

    Træpiller

    Hvor mange ton træpiller er anvendt til opvarmning.

    Energi og strøelse

    Træflis

    Hvor mange ton træflis er anvendt til opvarmning.

    Energi og strøelse

    Halmpiller

    Hvor mange kg halmpiller er anvendt til strøelse.

    Energi og strøelse

    Spåner/savsmuld

    Hvor mange kg spåner/savsmuld er anvendt til strøelse.

    Energi og strøelse

    Spagnum

    Hvor mange kg spagnum er anvendt til strøelse.

     

    Tilføj flere hold

    Hvis der findes flere hold i stalden, tilføjes disse ved at klikke på knappen ’Tilføj hold’, som du finder under holdets oplysninger. Så tilføjes endnu et hold på samme vis som ovenfor. Figur 11

     Hvis holdene er meget ens, kan du i stedet oprette én eller flere kopier af det hold, du allerede har indtastet oplysninger for. Så sparer du noget tid på indtastning. Kopi-funktionen findes under de tre prikker på holdet vist i figur 12. Herefter skal du vælge antallet af kopier og trykke på ’Opret’.

    Figur 12

     

    Figur 13 

    Redigér holdoplysninger

    Skulle det blive nødvendigt at redigere enten datoer, holdnavn, driftsform eller staldtype med gødningshåndtering, kan du via de tre prikker klikke på ’Redigér holdoplysninger’, som vist i figur 14, eller du kan klikke på pennen ud for datoen eller driftsformen på selve fanen – se figur 15.

    Figur 14

    Figur 15

    Du får herefter en boks frem, hvor du kan redigere oplysningerne og trykke på ’Opdatér’.

    Figur 16

    Hvis du skifter mellem økologisk og konventionel, kan du se at standardværdierne for hønnikens klimaaftryk ændrer sig – så længe du ikke selv har skrevet en anden værdi i feltet. Selvindtastede værdier bliver ikke overskrevet ved at skifte driftsform.

    Figur 17 

    Slet hold

    Hvis du skulle få brug for helt at slette et hold fra stalden, så tryk på de tre prikker vist i figur 18 og vælg ’Slet hold’. Vær opmærksom på, at når du sletter et hold, så slettes det på alle de års beregningsgrundlag, som løbetiden strækker sig over. Inden holdet slettes, skal du bekræfte dette jf. figur 19. Når først du har trykket ’Fortsæt’ kan handlingen ikke fortrydes.

    Figur 18

    Figur 19

    Når du har udfyldt alle informationer om holdet, er det tid til at kigge på resultatet for klimaberegningen. 

    Resultatsiden

    I topmenuen på siden klikker du på menupunktet Resultat og analyse. Så kommer du ind på bedriftsresultatet for det årstal, du kom fra. Du kan i venstre side under ’Opsætning af visning’ skifte til et andet årstal. 

    Figur 20

    Beregningsmetodik

    Beregninger og resultater opgøres pr. år. For hold, der forløber over flere år, gøres dette ved først at udregne et produktaftryk med de gældende standardværdier for hvert år, som indgår i produktionsperioden. Disse produktaftryk ganges herefter med antallet af årshøner for at beregne bedriftsaftrykket for det pågældende år. ESGreenTool beregner automatisk antallet af årshøner ud fra holdets start- og slutdatoer, og kan ses på resultatsiden – se figur 21.

     

    Figur 21 

    Bedriftsaftryk

    Som standard viser bedriftsaftrykket alle tre scopes: bedriftens udledning - scope 1, Indkøb af el og varme – scope 2 og Øvrige indkøb – scope 3. Hvis du kun vil se den udledning, der sker på bedriften, kan du fravælge scope 2 og 3 under ’Inkludér’ i venstremenuen. 

    Vil du se de enkelte udledningskilder, klikker du på pilen i boksen, og så udvider boksen sig. Klik på pilen igen for at folde den sammen. 

    Hvis du ønsker forklaring af enten scopes eller dLUC, er der links til dette i venstremenuen.Figur 22 

    Produktaftryk

    Fra bedriftsaftryk kan du skifte til produktaftryk på knappen ’Produkt’ i venstremenuen. Produktaftrykket opdeler man ikke i scopes, da et produktaftryk medtager alt fra vugge til grav for produktet – en livscyklusanalyse.

    Du vil se en boks med klimaaftrykket for kg CO2e pr. kg æg for hvert hold du har indtastet data for. Øverst (i den lyseblå boks) kan du se kg CO2e pr. kg æg som et vægtet gennemsnit for alle holdene.

    Ligesom på bedriftsaftrykket kan du folde informationerne for holdet ud, på pilen ud for holdnavnet, og se de enkelte udledningskilder.

    For et hold der løber over to eller flere år, kan der forekomme ganske små årlige afvigelser på resultaterne for stald og lager. Dette skyldes forskelle i de normtal, som programmets beregninger baserer sig på. Normtallene opdateres og publiceres årligt af Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet.

    Figur 23 

    Sammenligning

    På bedriftsaftrykket har du mulighed for at opsætte en sammenligning – det kan være enten et scenarie eller et andet årstal, du sammenligner dit resultat med. Sammenligningsfunktionen gennemgås under afsnittet Scenarier.

    Vi anbefaler ikke, at man sammenligner sit bedriftsaftryk med andre bedrifters aftryk, da det vil kræve, at bedrifterne er identiske. 

    Der kan pt. ikke opsættes sammenligning på produktaftrykket, så her må du skifte imellem de forskellige år eller scenarier for at se forskellene – det kan evt. være en hjælp at have programmet åbent i to browserfaner eller udskrive resultatsiderne.

    Produktaftrykket kan du bruge til at sammenligne dig med andre producenters produktaftryk på æg. 

    Udskriv

    Hvis du vil downloade og evt. printe produktresultatet, klikker du på knappen ’Udskriv’ ovenover resultatvisningen – se figur 24.

    Hvis du ønsker en udskrift af bedriftsaftrykket, skal du stå på denne visning, før du klikker på ’Udskriv’.


    Figur 24 

    Status: Kladde/Afstemt

    Når du udfylder et nyt beregningsgrundlag for et årstal, står det altid som ’Kladde’. Når du er færdig med indtastninger for året, kan du skifte status til ’Afstemt’. Det kan være rart for dit eget overblik og hukommelses skyld, at du kan se, du har færdiggjort året. Det kan også minimere risikoen for, at du kommer til at ændre noget ved en fejl, eftersom ’Afstemt’ gør indtastningsfelterne ikke-redigerbare. Sidst men ikke mindst kan der foretages automatisk dataudveksling med fx din bank, hvis du har givet samtykke til det. Hvis der ikke foreligger et samtykke, sker der ingen dataoverførsel, og så er statusfunktionen udelukkende en hjælp til dig selv. 

    Du kan altid skifte status tilbage til ’Kladde’, hvis du har brug for at redigere i beregningsgrundlaget.

    Figur 25 

    Scenarier

    Når du har færdigudfyldt dit beregningsgrundlag for et årstal, kan du begynde at afprøve scenarier. Du skal ikke ændre i data i selve beregningsgrundlaget, men i stedet oprette et scenarie på baggrund af Årets drift. 

    Opret scenarie

    Gå til siden Beregningsgrundlag via topmenuen, og klik derefter på den grønne knap ’Opret og rediger scenarier’. 

    Figur 26 

    Du får nu en dialogboks frem, hvor du ved at trykke på plus-ikonet kan tilføje et scenarie. Du kan oprette så mange scenarier, du har lyst til.

    Giv for din egen skyld scenariet et sigende navn ift. hvad du afprøver. Scenariet inkluderer data for alle produktionsgrene, som findes på årets beregningsgrundlag. I eksemplet i figur 27 er det tydeligt, at det er foderet til hønerne, man afprøver. Klik på ’Gem’.

    Figur 27

    Scenariet oprettes nu som en kopi af årets drift. Scenariets ramme er grøn, for at tydeliggøre at det er et scenarie. Derudover kan du i venstre side se i dropdown-menuen ’Beregningsgrundlag’, at du står på det nyoprettede scenarie. Det er også i denne dropdown, at du skifter tilbage til Årets drift jf. figur 29.

    Figur 28

    Figur 29 

    Sammenlign bedriftsresultater

    Når du har indtastet dine data i scenariet, går du via topmenuen over på Resultat og analyse.

    Her kan du ligesom for Årets drift se bedriftsaftryk og produktaftryk. Ydermere kan du på bedriftsaftrykket opstille en sammenligning. Hvis du opsætter det som nedenstående eksempel (dvs. ’Årets drift’ er valgt under ’År/scenarie’, og scenariet ’Nyt foder høner’ er valgt under ’Sammenlign med’), får du en resultatopsætning som i figur 30 (skærmprintet viser blot fiktive tal).

    I kolonnen ’Forskel’ kan du se om de ændringer, du har foretaget i scenariet, har haft en reducerende effekt (grøn = udledning er blevet mindre, rød = udledning er øget, lysegrå = udledning er uændret).

    Som nævnt ovenfor er det pt. ikke muligt at opsætte en sammenligning på produktresultatvisningen.

    Figur 30 

    Status: Kladde/låst

    Når du er færdig med at arbejde med dit scenarie, kan du som en hjælp til dig selv markere det som ’Låst’. Når scenariet er låst, kan du ikke ændre oplysningerne. Du kan dog altid låse scenariet op igen og redigere.

    Scenarier er ikke inkluderet i samtykket til automatisk dataudveksling. Hvis fx din bank skal præsenteres for et scenarie, skal du downloade resultatet som pdf og selv videregive det til banken. 

    Figur 31

    Feedback

    Har du forslag og ændringsønsker til vejledningen eller feedback ift. ESGreenTool Climate, er du velkommen til at sende en e-mail til Dorte Selsmark dsel@seges.dk


    Er denne vejledning nyttig?