Vejledning til klimafoderdatabase.dk
Formål: Vejledningen er en kort introduktion til hjemmesidens funktioner og vigtigste arbejdsgange
Sidst opdateret:
Indhold
Vejledning til www.klimafoderdatabase.dk
Klimafoderdatabase.dk er et digitalt værktøj til at beregne næringsindhold i foderblandinger og sammenligne klimaaftryk med en standardblanding. Værktøjet erstatter Excel-arket Fodermiddeltabel.
Forsiden giver en kort introduktion til hjemmesidens funktioner.
På hjemmesiden findes der informationsbokse ved udvalgte kolonner. Informationsboksene forklarer, hvad kolonnerne betyder, og hvordan input og output skal forstås.
Hjemmesidens tre hovedsider
- Blandingsberegner
- Fodermidler
- Sammenlign fodermidler
Blandingsberegner
På siden Blandingsberegner kan du sammensætte en foderblanding og se det beregnede næringsindhold. Du kan enten indtaste din egen blanding eller tage udgangspunkt i en standardblanding for den valgte dyregruppe.

De næste afsnit beskriver de vigtigste funktioner i Blandingsberegneren.
Indstillinger
Under Indstillinger kan du vælge dyregruppe og normsæt alt efter produktivitet. Du kan også vælge fytasedosering og angive, hvornår afvigelser fra normsættet skal vises med gul eller rød markering. Tryk på Gem, når du er færdig.
Hvis du vil hurtigt i gang med en ny foderblanding, kan du tage udgangspunkt i en typisk standard foderblanding, der opfylder næringsstofkravene for det valgte normsæt - vælg Standard foderblanding under Indstillinger. Vær opmærksom på, at standardblandingen overskriver den foderblanding, der er indtastet. Når standardblandingen er valgt, kan du tilpasse fodermidler og andele i Blandingsberegneren.
Hvis du vil starte forfra, kan du trykke på Nulstil blanding.
Fodermidler i blandingen
Vælg de fodermidler, der skal indgå i blandingen. Fodermidlerne vælges i rullemenuerne. Du kan vælge op til 20 forskellige fodermidler.
Angiv den procentvise andel og eventuelt pris for hvert fodermiddel. Tryk derefter på BEREGN, eller brug tastaturgenvejen Alt+b. Hvis andelene ikke summerer til 100 %, får du mulighed for at justere blandingen automatisk, så forholdet mellem fodermidlerne bevares.
På grund af GFLI-licensrettigheder kan den nuværende løsning ikke vise klimaaftryk pr. fodermiddel. Der arbejdes på en løsning, hvor dette bliver muligt.

Indhold af centrale næringsstoffer i blandingen
Boksen Indhold af centrale næringsstoffer i blandingen viser det beregnede næringsindhold. Nogle næringsstoffer vises både som totalindhold og fordøjeligt indhold. Aminosyrer vises også som procent af lysin.
Farvemarkeringerne viser, om blandingen opfylder den valgte norm. Grøn betyder, at blandingen ligger inden for normen. Gul og rød viser afvigelser i forhold til de grænser, du har valgt under Indstillinger.

Klimaaftryk
På grund af GFLI-licensrettigheder kan den nuværende løsning ikke vise det samlede klimaaftryk for din egen foderblanding direkte.
Du har dog mulighed for i kolonnen % af ref. at forholde dig til, om din foderblanding har et lavere eller højere klimaaftryk end en typisk standardblanding, der opfylder næringsstofkravene for den valgte norm. Standardblandingerne bygger på en undersøgelse fra 2022 af klimaaftryk for typisk foder til grise. [Tybirk, P., 2022: Klimaaftryk for typisk foder til grise. Tilgængelig på Landbrugsinfo: Notat nr. 2213].
Energiværdier
Boksen Energiværdier viser fordøjelighed af organisk stof og energiindhold i den valgte foderblanding. Værdierne ændrer sig, når du ændrer fodermidlerne i blandingen. Energi kan vises som FEsv eller FEso afhængigt af den valgte norm.
Gemte foderblandinger
Boksen med gemte foderblandinger vises kun, når du er logget ind med AgroID. Hvis du vil gemme foderblandinger til senere brug, skal du logge ind øverst til højre på siden.

Når du har indtastet en foderblanding, kan du trykke på Gem og give blandingen et navn. Næste gang du logger ind på KFDB, kan du vælge den gemte foderblanding igen.
Genveje
Du kan bruge tastaturgenveje ved at holde Alt-tasten nede og trykke på det understregede bogstav på knapperne Indstillinger, Nulstil blanding, Beregn og Udskriv.
Fodermidler
Siden Fodermidler fungerer som opslagsværk. Her kan du se detaljer om hvert enkelt fodermiddel, for eksempel næringsindhold og en kort beskrivelse.
Vælg et fodermiddel i rullemenuen. Du kan skrive det første bogstav for at finde fodermidlet hurtigere. Beskrivelsen indeholder information om fodermidlets karakteristika, supplerende oplysninger og relevante forskningsresultater. Der er direkte henvisning til en referenceliste, hvor det er muligt at se ophav til den givne information.

Bemærk: På denne side kan du ikke indtaste værdier. Siden bruges kun som opslagsværk.
Sammenlign fodermidler
Siden Sammenlign fodermidler er et supplement til siden Fodermidler. Her kan du vælge flere fodermidler på én gang og sammenligne dem på næringsindhold, energiindhold og andre relevante værdier.
